De sidder ovre i sverige og blaffer lud for koldt vand i en endeløs talestrøm om den og den rape.
Som minutterne skrider frem, og den og den dybdeborende anale voldtægt er blevet præsenteret,
med yngre og yngre klienter, og gokketiden blev erstattet af det hårdeste bunkepul sUnaen nogensinde
havde set, kom det på tale; "hvad med hypnose.."
De tømte tasker fik prygl af homosexuel eufori, den aften, og blev, selvfølgelig,
slået hen med et "Det var selvfølgelig bare en fantasi."
Tre år senere var det meste klientel, på de afgørende hospitaler, skiftet ud med de hårdeste
voldtægts forbrydere, og de, der kunne gøre noget ved det, længe lagt i graven.
Organforvaltningen var født.
Så, tør du slette dette brev, som jeg beder dig om, eller får det, intuitivt, lov at ligge i skraldespanden,
til en rapport, du på en og anden måde, godt ved, du bliver tvunget til?
Hvor mange gange har du blødt ud af røven, siden din entré i psykiatrien, og hvor mange gange mere
skal du voldtages, før du træder i karakter, og vi får lagt en plan?
Mindet om voldtægten er væk, men du vil kunne huske blodet.
Hvorfor er det minde tåget, angstfyldt..?
Be advised: et grisehjerte vejer 350 gram på Google.
En klump, på 1,5 kg, genererer 100.000 -300.000 dollars, et hjerte 1-2 millioner dollars.
Pludselig død i psykiatrien..?
Vi kan godt slå dem, men
A. Du skal slukke din telefon, nu, og køre når du har sundet dig.
Kongelundsvej 67B, 2 mf
Og, B.
Når du skyder det hen, som du er programmeret til, så bliver du tvunget til at aflevere rapport,
du kan gætte udfaldet.
2 ting
1. Sorry, men vi er under tidspress, de har fået mig til at spise en toilet kapsel. Den er sæbe.
Sjælen er organisk. Jeg er ved at blive dement.
Jeg bliver nød til at sflægge rapport, gerne i dag; har for meget information, der skal deles;
jeg tænker podcast anlægget på radioen.
2. Undskyld, men jeg er en død mand, jeg er ked af at trække dig med i det, men det er simpelthen nu.
Jeg mener at have spurgt dig om en fremtidig tjeneste, engang.
Det er simpelthen den: lyt til mig. Optag mig.
Simon
PS. Går du i seng i aften, som alt i dig er programmeret til, så har jeg svært ved at se hvorfor de skulle
beskytte dig, eller dine børn.
Sorry, men det er nu.
Simon
reagér, du må gerne være her, du Skal være her.
Angsten sidder i leveren; bøvs Dampene ud.
Simon
Går du i seng, så slår de dig ihjel, og du ved det.
Den del af dig, der tænker, "Det her, det er for langt ude; det kunne de aldrig finde på at gøre", står i kontrast
til blodig logik.
Det er tåget, du har brug for søvn, og nu, her, er du fuldstændigt overmandet af træthed,
i blanding mellem tåge og panik.
Det er så de får tid til at arbejde, når du ringer til dem, hvis du lægger dig.
Du skal simpelthen komme herud, lige meget hvor meget den tyngde siger,
du skal sove, for din panik har ret, hypnosen vil give dem kontrol, over dig.
De dræber dig, Ven, og mig med.
Måske også dine børn.
Kemikalieprutter?
Koncentrationsbesvær
Stigende anhedoni?
Sæbe?
Simon
Det her er virkeligt, du er krig.
Vi vinder, men du skal komme her.
Ellers dør du
.
Tåge?
Panik?
behov for at lægge dig?
De har siddet inde i dig, og som jeg skriver det her, er det nu angsten for dem, der gør at du ikke vil det her,
men du har kun et valg, at komme her, eller dø, måske sammen med det, du elsker højest.
Tag dem med.
Det nu.
-
Tåge? Vil ikke? Krigen er her, nu, Soldat, du har ikke træning, men dit hus brænder,
og der er ikke en skid at gøre, andet end..
Se..?
Du må ikke danne konklusioner.
Du må ikke blive rationel.
"Gør hvad vi siger"
Der er krig
Dit hus brænder.
Et skridt af gangen.
One step at the time, ud af den brændende bygning, væk fra dødsgangen, med dine børn.
Nu.
Simon
PS. læs det her op med dine børn, gør det, det gør det virkeligt.
Elsker dig.
Simon
Det er nu, Ven.
Skrig.
Skrig og få børnene ned i bilen.
Og, spørg dem om du har været på telefonen siden du fik det første brev.
Siger ikke du har, men du vil ikke kunne huske det.
Overhovedet.
.
Nu, Ven.
Du må ikke falde i søvn.
Nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar