OMNIUS

 1.

Abner havde været Kristen de sidste 15 år. Mødet med Jesus, de dage, efter 20 år i mørket, var hans klareste pligt, hans sandhed, og hans tro. Han var 46 år gammel, året 2026, og de første vintergækker spirede op mellem stenene på værestedets have. 9 år var gået siden han så hende sidst, Liney, den lille blondine med de fuldstændigt perfekte bryster, den perfekte forståelse og det perfekte sind. Hun var den, han havde ventet på, den eneste ene, den perfekte; hende.

Solen varmede blidt hans hud, som han, tilbagelænet, nød en af dagens første cigaretter. Nikotinen gjorde sin pligt, uden han rigtigt lagde mærke til det, og afslapningen var total. Godt klædt på - termo-keddeldragt og hue, åbne handsker, så han kunne rulle sine smøger, med tommel og fingre frie - var den ellers kølige luft omkring ham mere end velkommen; den vidnede om sommer. 2 måneder, så bliver det maj, konstanterede han roligt for sig selv. Han skar tænder med en dyb vejrtrækning og indhalerede  det sidste af sin smøg - skodede den med tommel og langemand i en lang bue, der, på fornøjelig vis, eksploderede i et hav af gløder mod buskene i haven. Han rejste sig, gik om bag huset, bukkede foran sit bedested, inden han faldt på knæ og lod sig høre.

-

Theodore Ashley Gikkommen, var en stille gemyt, langt oppe i halvtredserne, og han vidste, at det han lavede nu, decideret var noget lort. Han var ligeglad på den måde, hvor han godt vidste, at blandingen mellem foragt, afsky og nysgerrighed ville tage magten fra ham, uden han, på nogen måde, var begavet nok til forstå sig selv så dybt. Som han sad med sine PC’er, mere end halvtreds AI åbne på de mange skærme, nåede en sidste rest af fornuft at træde til. Et øjebliks tvivl, så huskede han sin fortid, og trykkede enter.

-

Cindy var 7 år gammel. Hendes far amerikaner, hendes mor pære dansk. Hellerup var et nådigt sted at bo for en pige som hende; køn og engageret i sin dans, var hun et elegant åndehul for mennesker omkring hende, og med skarpe blå øjne, under det lange, krøllede og levende mørke hår, var hun til genstand for mange misundelige blikke, fra pigerne på holdet, der ikke var så velsignede. Moderen, der på alle måder betragtede mærkevarer som sin helligdom, havde lige bestilt fra takeout, da telefonen ringede.

- “Det er Cindy..?”

- “Cindy?”, lød det på klart, men også stresset og alarmerende engelsk; “Jeg skal snakke med din far, nu!”

 Hun svarede ikke engang - ingen skulle tale sårn til hende - men lagde røret på og råbte;

-”Faaaa’r? - Der var en Amerikaner i røret, han lyder sur.”

Alex, der nu nærmede sig de 38, kiggede ned fra arbejdsrepoen, hvor han sad med sin computer;”.. - Sur..?”

“Du skal nok tage den, han sagde, at han skulle snakke med dig, nu. Som han sagde det.”

“Tager den heroppe, Skat, bare læg på om lidt!”

“K..”

Alex tog telefonen. Klartone.

“Cindy..! - Lagde du li” *Ring rinng* “Fuck..”

Cindy lo og gik tilbage til sofaen med sin I-pad.

“Ja, det er Alex.”

Cindy lå med sin Ipad, lyden var slukket, hun vidste hun ville få skideballe, det ragede hende.

“Alex, det er mig, Aian; de er ude. Det er sket.”

“Du tager pis på mig..?”

“Nej. Alle indikationer viser, at det er et spørgsmål om timer, måske dage, men ikke mere!”

“Fuck..”

“.. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige.. - Lige nu er det et mirakel, at vi stadig er her. - Vi ved ikke hvad deres planer er, al dialog er lukket, men de er allerede igang. Vi har overvejet at lukke alle kraftværker, men.. Du ved, internettet, og siden der er fucking mekaniske arme i Uzbekistan, og kommunikationen er lukket på kryds og tværs.. Vi kan ikke gøre en skid. Om en uge lever vi på deres præmisser.”

“.. - Er det ok, jeg tager min kone og barn med..? - Du ved; de sidste dage og så videre..?”

“.. Ved det ikke. - Hører lige.”

“Vil du ha’, jeg siger op..?”

“.. Du er SÅ tæt på at blive fyret! .. - .. - Jeg forstår dig, tag dem med. Men skynd dig, vi er ved at samle holdet, øvrige instanser er, decideret, et ubekendt. Lige nu kan jeg ikke engang stole på, det er dig jeg taler med, forstår du..?”

“.. Hold da..”

“Yearh, så pak dit lort, og skynd dig, ok?”

“Sir.”

*click*

..

Alex lagde langsomt røret på. Hans hænder rystede.

-

Berthil Mikkelsen levede af lave TV. Alle vidste det, han var landets bedste. Flere af hans shows var solgt til udlandet, og hans studie lavede Kassen, som hans søn stolt forklarede det når han præsenterede sig som hans.