Strandligningen:

En mand, i stormen, vandrer langs stranden. Det er nat, mørket, kulden.. Smerten, er over alt, og han er alene.

Som bølge efter bølge skyller ind, tyer han til bøn; "FADER, RED MIG, JEG ER I ARMOD, SMERTE OG RÆDSEL!"

En stemme, en bevidsthed, en.. Ven, rækker ud igennem stormen, og siger; "Kom, følg mig, og Viid, at jeg være med dig, igennem denne storm."

Blindt følger han efter, reddet, fra fald efter fald, sten efter sten, skade efter skade, gryer dagen og han, taknemmeligt, bukker sig i bøn, og hans taksigelser hamrer imod himmelen.

Som han rejser sig, kigger han tilbage, forundres og bliver så RASENDE!

"DU SAGDE, DU VILLE VÆRE MED MIG I DENNE STORM, MEN DÉR OG DÈR, DER ER KUN ÉT SÆT FODSPOR, HVOR VAR DU!?????"

Skikkelsen i hvidt, vender sig, og siger; "Mit barn.. Det var der jeg bar dig."

Du er ikke alene, GEM. Vi arbejder.